De første par dage

Så er de første dage gået og det er først nu, at der er en smule tid, til at få skrevet lidt i denne blog.

Fredag, var første dag, hvor man endelig kunne mærke nerverne og det endelig begyndte at gå op for én, at man skulle til USA og så i 2 måneder. Man kigger hele sin lejlighed i gennem MANGE gange for om man har husket det hele og nu efter et par dage, kan jeg så konstatere at jeg har glemt mit kabel til mit kamera, så jeg ikke kan smide billeder over på min computer, før jeg er i DK igen (Flot!!). Men at huske alt, er vist ikke så realistisk alligevel.

Når, men kl. blev 13 og Thomas, hans mor og kæreste kom og vi kørte mod lufthavnen. Havde man ikke nok nerver i kroppen, så fik man det under turen. Vi skulle til højre i et krys, pludselig kommer der en cykellist mod os, og hun ser os ikke og bremmer først meget sent. Vejen er meget glat pga. regn, så hendes meget hårde bremsing kunne høres på lang afstand.. BUMP, så havde hun ramt os!! Heldigvis havde hun ikke meget fart på og hendes cykel var kun gledet det sidste stykke mod bilen og der skete intet med hende eller bilen for den sags skyld.

Heldigvis skete der ikke flere uheld inden lufthavnen og vi var klar til at flyve. Flyturen havde jeg ikke ligefrem set frem til, man er både en smule nervøs og så er det bare mega kedeligt. Men det var faktisk ikke så slemt. Vi mellemlandede i London og havde et par timer her, til lidt mad og i flyet til Boston, var der et lille tv til alle, men ca. 15 kanaler, så jeg fik både set Watchmen, James Bond og venner, det hjælper godt nok meget på en ellers lang tur. Da vi så endelig kom til Boston, fandt vi virkelig ud af hvor meget de går op i sikkerhed i USA. Vi måtte vente 2 timer i en kø, for så at vise dokumenter og forklare en masse detaljer omkring ens ophold i USA og have taget fingeraftryk... Ting går ikke ligefrem hurtigt herover ;-) Når, men vi fandt efterfølgende en lidt skummel taxa chauffør og kom ned til vores "hostel" som i virkeligheden bare var det mest usle hus, hvor vi fik et værelse, som var mere end faldefærdig. Men efter vores lange tur, var det fint nok med denne rotterede.. Her ville det have været rart, med billeder som nok havde fortalt historien endnu bedre, men de må så først komme på nettet senere.

Amerikanere er bare super flinke!
Jeg bliver simpelthen nødt til lige at have dette lille sideafsnit for noget af det første man bemærker i USA, som har overrasket mig meget, er hvor søde og flinke folk er.
Vi kom ind på en cafe for at få morgenmad og det første man høre er "morning boys, how can I help" og efter maden var der gratis kaffe. Vi var efterfølgende inde i en butik for at købe taletidskort, sådan nogle som man skulle skrabe og så ringe til et nummer. Vi kunne ikke få det til at virke og selvom de var skrabet, fik vi vores penge igen. Det er selvfølgelig små eksempler, men vi har endnu ikke mødt en sur amerikaner, alle er virkelig super flinke, og meget meget MEGET snaksaglige. Det er virkelig en fornøjelse! Selvom det så også betyder at visse ting, kan tage meget lang tid. Vi købte f.eks. taletidskort i en T-mobile butik, hvor dervar stole foran hver "kasse" hvor man så kan sidde og snakke med ekspidienten. Vi skulle kun have 2 taletisdskort, alligevel tog det 30-45 minutter, fordi de snakker meget og gør alt for at det nu virker og er det rigtige man har købt.

Lørdag, var dagen vi ankom til Harvard, som er ligesom en hel by kun for studerende. Virkelig et fantastisk levende sted. Jeg fortæller mere i næste blog post, så følg med :-)